Et af de mange tegn på forandring var bl.a. at denne by, Petrograd, i sovjet-perioden (fra 1924-1991) havde heddet Leningrad, men nu hvor verden var forandret fik den sit oprindelige navn tilbage – Skt. Petersborg, eller Pitter som den bliver kaldt til daglig blandt byens beboere.
Navneændringen var endnu så ny under vort besøg at alle vejskilte stadig viste til Leningrad.
Skt. Petersborg bar præg af de mange år under kommunismen. Veje, bygninger, telefonbokse, biler, mennesker – ja, praktisk taget alt var nedslidt og trængte til en kærlig hånd.
Overalt hvor der var et offentligt trafikknudepunkt så vi mennesker stå og forsøge at sælge deres gamle sko, kjoler ol.
Alt bar præg af forfald - bortset fra metroen. Desværre var det forbudt at fotografere dernede, men hver station var en opvisning for sig. Ét sted var holdt i flotte røde sten og et andet sted i marmor osv. Det eneste der kunne spolere denne oplevelse af hver station var den dunst fra togenes brændstof som man mærkede overalt.
Så udbredt var korruptionen, så selv om vi var forpligtede til at veksle officielt, så blev vi afvist af hotellets bank ved lukketid. De undrede sig over at vi absolut ville veksle dér, når kursen var meget bedre de uofficielle steder. Men det lykkedes da at få vekslet som nedenstående kvittering viser, idet vi insisterede på at vi havde stået og ventet i kø et helt kvarter før lukketid. (- Hvad vi vitterlig også havde!).
Russerne viste generelt en stor glæde for sang og musik. Overalt hvor vi kom var der gademusikanter, især blæsertrioer. De tilbød at spille hvad som helst. Kendte de ikke melodien skulle vi bare nynne den, så spillede de den. Og der var ikke en falsk tone eller et øjebliks usikkerhed at spore.
Ó PSI Studio, 2000.