På et kort havde en af buschaufførerne set at der var lavet en ny vej, som det var meget lettere at komme hjem ad. Men vi lærte som en sidste lektie at man ikke kan regne med at de russiske kort bygger på virkeligheden – vejen var ikke færdiggjort men endte lige med ét i ingenmandsland.

Vi kom dog frem i tide bl.a. fordi var slap igennem tolden i løbet af en times tid denne gang. Vi sejlede og kørte derefter nogenlunde den samme vej tilbage.

Jeg fulgtes med et par stykker resten af vejen hjem fra bussen i Silkeborg, så det blev lidt sent inden jeg kom i seng.

Hermed endte vores tur til Skt. Petersborg, og jeg vendte hjem med bl.a. en russisk pelshue og en mandolin. På billedet herunder hygger min søn sig med tingene. 

I efteråret mødtes alle vi fra bus 2 til en lille komsammen, hvor vi udvekslede billeder og erfaringer. 

Vi følte os betagede af det russiske folks personlighed. Trods udpræget fattigdom og de ofte trøstesløse omgivelser var de venlige og gæstfrie. 

Men vi så også hvordan kirkerne og overklassen havde beriget sig på den almindelige russers bekostning. Vidnesbyrdene om dette var der endnu. Det gør det svært at forstå hvordan et helt folk kunne tro og håbe på kommunismen, et dikteret menneskeligt fællesskab. Det skabte blot en anden overklasse, og vel at mærke én der var endnu mere ufølsom overfor den enkelte borger end den tidligere.