I en hytte et sted højt, højt oppe mod nord, dér hvor der ikke vokser meget andet end nogle få grantræer og lidt lav, boede der en lille troldefamilie.

       Der var tre trolde; faderen Basse Trold, moderen Mille Trold og deres lille troldedreng Tippe Trold.

       Men før jeg nu kommer for godt i gang med at fortælle dig om denne troldefamilie, vil jeg lige fortælle dig noget der er godt at vide om trolde.

       Se, for det første kan trolde nå en usædvanlig høj alder. Og de fryser ikke så let, lige meget hvor koldt det er - for de har jo hår over det hele. Og så kan de høre og lugte flere kilometer væk, for de har så store ører og så store næser. Til gengæld ser de ikke så godt med de små øjne de har. - Men i al den sne er der jo alligevel heller ikke særligt meget at se på.

       Og, ja, så er trolde vel nok nogle af de gladeste væsner der findes. Der er kun én ting der virkelig kan gøre dem utrygge. Og det er dværge. For dværgene er forfærdeligt arbejdsomme og travle, - de har slet ikke tid til at lege og hygge sig.

       Men nu skal du høre historien...

       Den begyndte en dag der var som enhver anden dag. Tippe løb om kap i sneen med sin gode ven, sneharen Sigge.

       Basse Trold trampede som sædvanligt afsted ud i skoven for at hugge brænde og fælde træer. - Men hvad skal trolde da med brænde, når de nu ikke så let fryser, tænker du nok? Jo, jeg fik vist ikke fortalt dig at trolde er nogle rigtige hjemmehyggere, derfor holder de meget af at se ilden i pejsen - for dén kan de jo se - og de elsker at lytte til dens knitren.

      Sidst på dagen vendte Basse Trold næsen hjemad.

      - Kom så, Tippe! buldrede han. - Min mave siger det snart er spisetid!

      - Maden er færdig! råbte Mille Trold, da de nærmede sig hytten.

      - Uhm! Grannålesuppe med nødder og mosstykker i! Det er min livret! udbrød Tippe glad, da han duftede hvad de skulle have at spise.

      Og så spiste troldefamilien deres aftensmad. Bagefter satte de sig ved pejsen. Og Basse fortalte historier.

      - Nu skal jeg fortælle dig hvordan dværgene og troldene blev til! sagde han.

      - JAAA! jublede Tippe.

      - Se, en gang var der kun mennesker på jorden. Så sagde den Gud der havde skabt dem til sine englebørn at de skulle passe godt på dem - ligesom man passer på sine kæledyr. Men én af englebørnene kunne godt lide at drille. Og han fortalte dem, at Gud ikke kunne lide dem. Da menneskene hørte det, så stjal de nøglen til Guds riges port, og gemte sig under jorden. Men nu fortryllede det drilagtige englebarn de mennesker der gemte sig til dværge! Men nogle af menneskene ville ikke stjæle og de ville heller ikke gemme sig. Alligevel blev de også fortryllet - men kun  til trolde. Se, sådan kom dværgene til verden - og vi trolde!.      

      - Det var en god historie! sagde Tippe søvnig.

      - Ja! sagde Basse. - Men nu er det vist også på tide at komme i seng for englebørnenes små legekammerater!

      Og så gik troldefamilien til ro, og snart sov de trygt og godt.

      Men udenfor i natten - ikke så langt fra troldefamiliens hytte - kom to dværge forbi. De to dværge, der hed Bakse og Bøvle, var på vej hjem til det bjerg de boede i: Karfunkelbjerget.

       Dværge bor jo nemlig mest i bjerge, for de holder ikke af at komme frem i lyset. Og i det hele taget sker det sjældent at dværgene forlader bjergene, for de har jo travlt med at arbejde hele tiden.

       Men nogle gange kan det ske. For er der noget dværge også gerne vil, så er det at prale med de fine sten de finder i deres minegange. Og hvis de finder en sten der er rigtig flot, så besøger de nogen gange andre dværge i andre bjerge.

       Og dét var netop hvad Bakse og Bøvle var taget afsted for. De havde nemlig fundet en flot blå sten, der skinnede ligesom en stjerne! Nu havde de puttet den fine blå sten i et lille skrin, for at den rigtig skulle tage sig fornem ud.

       - Alle de andre dværge blev vel nok blive misundelige, hva´  Bakse! kluklo Bøvle.   

       - Ja, ja, ja, det er det bedste i hele verden, når vi kan gøre dem rigtig misundelige allesammen! svarede Bakse.

       - Sikke travlt de fik, da de så stenen, hva´! fortsatte Bøvle.

       - Ja, ja, ja, - med at finde en sten i deres eget bjerg, der var større og flottere! Begge dværgene holdt sig for maven af latter.

       - Men de skal nu lede længe for at finde sådan én, hvad Bakse!

       - Ja, ja, ja, nemlig! sagde Bakse. - Hør! Skal vi ikke tage den frem og se lidt på den?

       - Jo, lad os det! sagde Bøvle. - Men vær nu forsigtig med den!

       Bøvle tog forsigtigt skrinet op fra lommen, og de to dværge så beundrende på stenen.

       - Ja, ja, ja, lad nu mig bære den lidt! sagde Bakse begærligt.

       - Ok, men pas nu endelig godt på den! svarede Bøvle.

       Men Bakse havde glemt at der var et stort hul i hans lomme, så da han puttede skrinet tilbage i lommen, efter at de havde set på stenen, faldt det lige så stille ud igen, - uden at nogen af dværgene opdagede det.

      Først da de kom hjem til bjerget og atter ville tage stenen frem, opdagede Bakse at lommen var tom, og at stenen var væk! Men nu var det for sent at gå tilbage og lede, for solen var ved at stå op. Og er der noget dværge hader, så er det solens lys. Ja, det er nok det allerværste de ved!

      - Din store klummermikkel! råbte Bøvle vredt. - Nu bliver vi nødt til at vente med at gå tilbage efter den til i nat. Og så kommer vi en dag bagud med arbejdet, og ved du hvad det vil sige? Det vil sige at det vil tage os én dag længere end ellers at finde den sten, der slår alle rekorder i hele Nordland! Åh, jeg skulle aldrig have ladet dig holde den!

      - Jeg er frygtelig ked af det! sagde Bakse trist.

      - Ked af det? vrissede Bøvle. - Og hvad skulle det så hjælpe? Kan du sige mig det? Det betyder vel bare at det tager endnu en dag, fordi du har tabt arbejdslysten!

      Surmulende lagde de to dværge sig til at sove. For dværge sover nemlig om dagen og arbejder om natten.

      Samtidig vågnede troldefamilien. Efter at have spist lavgrød til morgenmad, gik de hver for sig igang med det der skulle ordnes den dag. Basse gik i gang med at lave et nyt bord til hytten af noget af det træ han havde hentet dagen før. Og Mille gik afsted med vasketøjet for at vaske det i elven, mens Tippe gav sig til at glide på isen med Elsdyrkalven Eddy.

      Men da det var ved at være tid for aftensmaden, var Mille Trold endnu ikke vendt hjem med vasketøjet. Basse - og hans mave - begyndte at blive bekymret. Så lang tid plejede det ikke at tage for hans Millemor at vaske tøjet, syntes han.

      Normalt skal der meget til at gøre trolde bekymrede, for de er jo stærke og robuste, og de klarer sagtens store strabadser. Men når det tog Mille en hel dag at vaske tøj, så var det meget for meget!

       - Tippe! brummede Basse. Tippe var langt væk, men som enhver trold hørte han tydeligt at hans far kaldte. Så han skyndte sig hjem.

       - Millemor er ikke kommet hjem endnu! sagde Basse. - Kom! Vi må hellere gå ud og lede efter hende!

       Selv om det var begyndt at storme, så vandrede de to trolde afsted til elven, og til det vandfald hvor Mille plejede at vaske deres tøj. Måske kunne de så finde ud af hvad der var sket med hende.

       Snart fandt Tippe kurven med vasketøjet i sneen et lille stykke fra vandfaldet. Tøjet var vasket. Basse tog kurven på skulderen, og så ledte de videre efter spor af Mille. Men det var helt umuligt at finde nogen, og nu var det også ved at blive mørkt. Og så kan troldeøjne, som du nok kan forstå, ikke se ret meget.

       - Shh! sagde Basse pludselig. - Vær stille! Er det ikke dværge jeg kan høre? Nej, det må være vinden; dværge er ikke ude så tidligt efter solnedgang! Tippe, vi må hellere komme hjem og få sovet. I morgen vil vi finde Millemor!

       Men det var dværge Basse havde hørt. For det var selvfølgelig dværgene Bakse og Bøvle. De var taget tidligt ud for at lede efter deres fine blå sten.

       - Er du sikker på det var her? vrissede Bakse.

       - Ja! svarede Bøvle. - Det var lige præcis her, du fik den!

       - Ja, ja, ja, så må den jo ligge her et sted! sukkede Bakse.

       - Ja, se nu bare al den ballade, du har lavet, dit drog! sagde Bøvle vredt. - Nu har der ovenikøbet været snestorm, så det ikke er til at finde noget som helst. Jeg kan godt love dig, at hvis du ikke finder den, så... så... ja, så ved jeg ikke hvad jeg gør!

       Bakse gik nervøst og svingede sin lygte frem og tilbage.

      - Tag det nu roligt! sagde han. - Vi finder den. Den sten lyser jo som en stjerne. Altså må vi også kunne se den selv om der ligger en smule sne over den.

      - Nå, dét tror du? skreg Bøvle. - Du har måske glemt at vi puttede den i et skrin? Som jeg i øvrigt helt personligt har brugt én time og syv et halvt minut på at lave!

      - Nåja, sagde Bakse. - Men måske er den faldet ud?

      - Måske dit, måske dat! Dine måske´er bringer den ihvertfald ikke tilbage!

      Pludselig snublede Bakse i sneen.

      - Og så se dig dog for! råbte Bøvle. - Se, nu slukkede du også lygten!

      Bøvle nåede ikke at sige mere.

      - Bøvle! udbrød Bakse glad. - Jeg har fundet skrinet!

      Det var nemlig skrinet Bakse var faldet over.

      - Nånå, det var også på tide, mumlede Bøvle beroliget. - Lad os da se at komme hjem med stenen. Vi har spildt rigelig tid her!

      -  Me...Me...Men... stammede Bakse.

      - Hvad 'men'? spurgte Bøvle irriteret. - Stenen er vel ikke blevet skrammet?

      - Øh, nej, sagde Bakse.

      - Det var da godt! sagde Bøvle.

      - Nej, det er ikke ikke helt så godt... sagde Bakse. - For den er her slet ikke!

      - Hvad er den ikke? sagde Bøvle gnavent.

      - Nej, den er ikke! svarede Bakse.

      Og så gik dværgene hjem til deres bjerg, mens de brugte tiden på at skændes og bide efter hinanden.

      Den næste morgen tidlig vågnede troldene. Basse pakkede en god stor madsæk til dem, og så gik de ud i den snehvide verden for at lede efter Mille Trold. De spurgte alle de mødte om de havde set noget til hende. Men ingen havde set hende; hverken elsdyret, sneharen eller rypen, der ellers alle kom vidt omkring.

       Basse og Tippe ledte i flere dage. Men uden held. Men så en aften hvor de sad og var triste, hørte de en fin stemme nærved dem:

       - Hvad sidder I og er så kede af? Det var sneræven Snuggi. - Trolde plejer da at være i godt humør!

       - Vi leder efter min mor! sagde Tippe. - Du kan måske hjælpe os?

       - Jeg kan nok ikke hjælpe jer, svarede Snuggi. - Men nu hvor jeg tænker over det; jeg så en troldekone for et par dage side, eller var det tre?

       - Det er hende! sagde Tippe.

       - Jaja, lad os nu høre lidt mere, brummede Basse.

       - Jo, hun fandt en skinnende sten, sagde Snuggi. - Og pludselig så løb hun afsted. Mere så jeg ikke, for jeg måtte hjem til mine unger, for det begyndte at blive snestorm.

       - Det var en mystisk historie, sagde Basse. - Og desværre tror jeg ikke det er Millemor. Hun kunne aldrig finde på at opføre sig sådan, hun er nemlig altid stille og rolig. Men tak skal du alligevel have, Snuggi!

       - Jeg tror nu det var mor! sagde Tippe.

       - Bare det var! sagde Basse. - Så vidste vi i det mindste lidt om hvad der er sket.

       Snart gik troldene til ro, og Snuggi, der var ude for at jage, fortsatte sin jagt i den mørke nat.

       Næste morgen fortsatte de med at lede. Men stadig uden held. De havde endnu ikke fundet Mille, eller spor af hende, da det begyndte at blive aften igen.

     Men nu fik de øje på en stor flok rener, der blev ført af en lille same-pige. Bassetrold brød sig ikke om at møde mennesker, men den lille pige så så venlig ud og hun sang sådan en lille køn sang, så Basse og Tippe vovede sig hen til hende.

      - Undskyld! sagde Basse, så forsigtigt han kunne. - Jeg hedder Basse Trold, og det er min søn, Tippe Trold. Vi leder efter min kone Mille Trold. Du skulle vel ikke tilfældigvis have mødt hende undervejs?

      - Jamen, hejsa med jer! sagde pigen muntert. - Jeg hedder Märtha. Og jeg tror tilfældigvis jeg har set hende i leder efter. Ved Karfunkelbjerget. For når man ser en trold gå ind i et bjerg, så lægger man jo nok mærke til det.

      - Det er nok ikke Millemor! sagde Basse trist. - Dét kunne hun aldrig nogensinde finde på, sådan at gå ind i bjergene, ind til hvor dværgene holder til! Men tak for hjælpen alligevel.

      Og Märtha fortsatte sin vandring med renerne.

      - Jeg tror det er mor! sagde Tippe.

      - Så må hun jo være syg! buldrede Basse. - Men det er måske dét der er galt?

      - Tja, funderede Tippe. - Det kan vel ligeså godt være mor som nogen anden trold. For ingen trolde kunne jo nogensinde finde på at styrte afsted og gå ind i bjergene til dværgene, vel?

      - Nej, det kan du have ret i! svarede Basse. - Men nu vil vi sove på det. I morgen vil vi finde Millemor!

      Næste morgen gik de to trolde videre. Og da det igen begyndte at blive aften, var de nået frem til foden af Karfunkelbjerget.

     Her gav Basse og Tippe sig nu til at lede efter indgangen til dværgenes mine. Hvis Mille virkelig var inde i bjerget, måtte de prøve at redde hende ud mens det endnu var lyst, og dværgene sov. Det ville være meget farligt, men troldene ville gøre alt for at redde Mille.

      Men da solen begyndte at gå ned havde de endnu ikke fundet mineindgangen. Nu måtte de sætte sig ned, få sig lidt aftensmad og stoppe for den dag. Sådan sad de og spiste deres medbragte mad, fyrrebarkskiks, da isfuglen Tiririp fik øje på dem.

       - Hvordan er det I to sidder og hænger med næbet? sagde han.

       - Tjo, svarede Basse trist. - Vi leder efter en indgang til bjerget her, for vi vil finde ud af om vores mor er gået herind. Er hun det, vil vi nemlig redde hende ud!

       - Jamen, det er nok hende jeg så her for nogle dage siden. Det er jo ikke hver dag man ser en trold opsøge dværgenes miner. Og jeg har da også været derinde, for at se hvad dét skulle betyde.

       - Holder dværgene hende fanget? buldrede Basse bange.

       - Næ, ikke hvad jeg ved af! svarede Tiririp. - Hun passer meget godt ind i selskabet; hun er nøjagtig ligeså sur og tvær som dværgene. Så man skulle tro hun var én af dem!

       - Det kan ikke være Millemor han har set alligevel! sagde Tippe. - For sådan er hun jo slet ikke!

       - Tja, noget er der galt! sagde Basse og kløede sig i skægget. - Men det er nu nok Millemor.

       - Det er helt uhyg´ligt! gøs Tippe. - Men vi vil redde hende, vil vi!

       Tiririp viste dem det hul han fløj ind ad, når han fløj et sving indenfor i dværgenes miner. Men hullet var alt for lille til at Basse kunne komme igennem. Men heldigvis var Basse stærk, og han lavede hullet større ved at fjerne et par store klippestykker.

       - I morgen tidlig sniger vi os derind! sagde han til Tippe. - Så sover dværgene, og så kan vi redde Millemor ud!   

      Den næste morgen kravlede troldene ind ad hullet, og snart kom de rigtignok ud på en af dværgenes minegange. Det rumlede på en underlig måde derinde, som hverken Basse eller Tippe havde oplevet før. Det var fordi alle dværgene sov. Det ekkoede på stenvæggene i de mange minegange. Og hvor de snorkede! For hver eneste dag fik de masser af jord, sten og støv i næsen ved al deres huggen og graven i minerne i bjerget.

      Det tog ikke så lang tid at finde ud af hvor Mille var. Hun lå i et lille, fugtigt rum sammen med en lille, snavset dværg. Det var Bakse og Bøvles grimme fætter. Ham havde Mille måttet love at gifte sig med for at få lov til at beholde stenen. Men han  snorkede så hun ikke kunne sove.

      - Mille! hviskede Basse. - Vi er kommet for at befri dig!

      - Ja! sagde Tippe ivrigt. - Skynd dig at komme med ud, mor! Så løber vi hjem igen!

      - Hvad vil I her? vrissede Mille. - Kan I da ikke se at jeg prøver på at få lidt søvn? I vil altid have at jeg skal rende og springe for jer, men det er slut nu!

      - Jamen, mor! sagde Tippe. - Du har det jo ikke godt her!

      - Jo, svarede Mille og vendte sig om. - Her har jeg det godt. For her får man i det mindste noget ud af sit arbejde!

      - Øh, hvad da? spurgte Basse. For han kunne ikke forestille sig at noget kunne få en trold til at nyde livet i en dværgemine.

      - Man kommer til at eje de ædelsten, man selv finder! svarede Mille Trold. - Og så bliver man rig og betydningsfuld!

      - Jo, sagde Basse. - Men har du fundet nogen ædelsten da?

      - Ja, én. Og den ligger dér! svarede Mille og pegede på et skrin der stod i et udhug i klippevæggen. - Men gå nu. Jeg må sove nu, hvis jeg skal være frisk i morgen! Bliver I, så vækker jeg min dværgeven, og han bliver gal kan I tro!

      - Kom, Tippe, vi går ud igen! sagde Basse Trold og tog fat i kraven på sin søn, der helst ville blive og redde sin mor ud.

      Snart stod de udenfor i den friske luft igen.

       - Hvorfor gik du bare! sagde Tippe tvært. - Du kunne da have slåsset med dværgen!

       - Og hvad skulle det hjælpe? spurgte Basse. - Jeg tror jeg har fundet ud af, hvad der er galt med Millemor. Hun er blevet fortryllet af den ædelsten hun viste os. Så du ikke hvor den skinnede og så godt ud?

       - Jo, sagde Tippe trist. - Men hele dværgehulen så da forfærdelig trist ud!

       - Det er netop derfor stenen kan fortrylle! sagde Basse. - Fordi den der finder den bliver blændet af dens fortryllende skønhed. Du ved hvor glad vi er for at se solen, ikke?

       -   Jo, svarede Tippe.

       - Men hvis du ser på den i lang tid bliver du blind! sagde Basse.

       Og sådan var det. Mille havde nemlig fundet den fine, blå sten, som de to dværge Bakse og Bøvle havde mistet. Og fortryllet som hun var af den, havde den bragt hende hen til det bjerg, hvor den hørte hjemme. For sådan virkede fortryllelsen.

       Men hvad skulle de to, Basse og Tippe, nu gøre? Hvordan skulle de kunne redde Mille fra stenens fortryllelse?

       Basse tænkte og tænkte. Hele dagen - og den næste med - sad de ved foden af bjerget, ved hullet ind til minen. De blev mere og mere triste, for de kunne ikke finde på en redningsplan.

       Men om morgenen den tredie dag fik sneræven Snuggi øje på dem.

       - I ser triste ud! sagde han. Og så fortalte de to trolde, hvordan det var gået for dem. Og nu kunne de ikke redde Mille Trold, selv om de havde fundet hende.

       Men Snuggi var snu.

       - Hvad nu hvis jeg løber ind efter stenen? spurgte ræven.

       - Nej, det går ikke! sagde Basse. - Det kunne jeg jo også bare selv gøre. Men så kunne det jo ske at du selv blev fortryllet!

       - Men hvis jeg bider den i stykker! sagde ræven.

      - Ingen kan bide den sten i stykker! sukkede Basse trist.

      - Desværre, sagde Snuggi. - Så kan jeg ikke hjælpe jer. Og så forsvandt sneræven i sneen, og troldene sad igen triste tilbage.

      Men snart hørte de en stemme i det fjerne. Det var Märthas fine stemme, de kunne høre.

      - Hej, hvad er det med jer! sagde hun, da hun fik øje på dem. - Hvorfor sidder I her og ser så triste ud?

      Og så måtte Basse og Tippe også fortælle Märtha, hvordan det var gået. Hvordan de havde fundet Mille, men hvordan hun også var fortryllet af den fine, blå sten.

      - Men hør! sagde Tippe. - Du synger så smukt. Kunne du ikke synge en sang om det store, frie Nordland? Så måske Millemor vil ønske at komme hjem igen?

      - Ja! sagde Basse. - Kunne du ikke det?

      - Det vil jeg da gerne! sagde Märtha glad, og så sang hun af hele sit hjerte. Om solens funklen i sneen, vindens hvisken i grantræerne og elvens pludrende vande.

      Men det lokkede ikke Mille ud, selv om Märthas smukke sang gav genlyd i alle minegangene og skar lige igennem alle dværgenes hæslige snorken.

      - Desværre, det hjælper vist ikke, sagde Märtha trist.

      - Nej, men om ikke andet så syntes vi det var en dejlig sang! sagde Tippe og smilede til hende.

      - Ja, tak for din smukke sang! sagde Basse.

      - Selv tak, fordi I ville høre den! sagde Märtha, og så satte hun sig op på sit rensdyr og fortsatte på sin tur.

      - Måske bliver vi nødt til at opgive, sagde Basse trist. - Ingenting synes at hjælpe! Men ingen af dem ville rejse sig og gå. Så de to trolde blev sidende i sneen.

       - Ohøj! lød det pludselig. - Hvorfor sidder I her og kigger ud i luften?

       Det var Tiririp, isfuglen. Og Basse fortalte hvordan de havde fundet Mille, men at de ikke på nogen måde kunne få hende ud. Hverken det ene eller det andet virkede.

       - Hvis stenen går i stumper og stykker mister den nok sin tryllekraft! pippede fuglen.

       - Men hvordan skulle vi kunne det? sagde Basse og slog opgivende ud med hænderne.

       - Ja, hvordan? spurgte Tippe, og gjorde ligesom sin far.

       - Jeg kan da prøve at hakke den i stykker med mit næb! svarede Tiririp.

       - Det er umuligt! sagde Basse. - Det vil ihvertfald tage lang, lang tid!

       - Men om vi så skal vente i 200 år, så vil vi det! sagde Tippe glad. - Vil du virkelig prøve?

       - Ja, hvis jeg går i gang med det samme og sætter hele min familie i gang, så vil det gå hurtigere.

       Og så satte Tiririp sin plan i værk. Og store flokke af isfugle satte sig udenfor hullet ind til dværgenes miner. På skift fløj de så ind og hakkede i den flotte, blå sten. Der var ikke meget at se, men det er der heller ikke når vanddråber drypper på en sten. Men med tiden bliver der slidt hul.

       Men det kom nu ikke til at tage lang tid for isfuglefamilien at få ødelagt stenen. For snart så alle dværgene sig gale på al den flyven rundt og spektakel fuglene lavede. For de morede sig jo over opgaven, og morskab var noget af det værste dværgene vidste!

       Så dværgene greb deres skovle og hakker og slog ud efter isfuglene, når de kom for at hakke. Men isfuglene kom jo og hakkede om dagen, og det betød at dværgene var søvnige efter en lang nats arbejde. Og så kunne de ikke ramme fuglene, men i stedet ramte de stenen og hjalp på den måde med til at slå stenen i stykker!

      Og i løbet af ingen tid tabte stenen, der blev mindre og mindre, sine tryllekræfter. Og Mille blev mere og mere sig selv. Hun begyndte at længes efter at være ude i den fri luft, og høre fuglenes sang frem for dværgenes snorken.

      Nu kunne hun se hvor snavset der var i den hule hun boede i, og hvor mørkt der var.

      Og en dag skyndte hun sig ud. Da buldrede og bragede det i bjerget, som havde den blå sten været dets hjerte. Og alle dværgene gav sig til at hakke efter hinanden og skændes. For hver enkelt mente at det var den andens skyld at deres skat var gået tabt. Al sneen i hele Nordland smeltede, og der blev grønt og varmt over det hele. Også bjerget smeltede. Det flød sammen og blev til en flad slette. Midt på sletten lå der en nøgle.

      Basse skyndte sig hen efter den. Og se, nu blev troldene til mennesker!

      - Skal vi så se at komme hjem! sagde Mille og tog Basse og Tippe under armen.

      Hvor blev Basse og Tippe glade. De sagde tak til Tiririp og hans familie for deres store indsats. Og så skyndte de sig ellers hjem til troldehytten. 

      Men der var ingen troldehytte mere. I stedet for lå der nu et stort slot. Vasketøjet var blevet til en fornem garderobe af fine kongelige klæder, og troldemøblerne var forvandlet til menneskemøbler.

      - Nu er vi ikke trolde mere! sagde Tippe.

      - Nej, nu er vi mennesker! sagde Basse.

      - Og vi er ikke mere fortryllede! sagde Mille.

      - Hvad skal vi så have til aftensmad? spurgte Tippe, for han var ved at være sulten.

      - Ja, det må vi jo prøve at finde ud af! sagde Mille.