Der var engang et lille keramikværksted. Her sad en gammel pottemager og lavede potter, og det var han dygtig til. Ja, han var vidt berømt for det smukke og fine arbejde han gjorde. Han havde en stor familie; en trofast kone der altid støttede ham og mange børn.

       Nu skete det så at der blev lavet to potter på den samme dag, og de blev sat op på en hylde sammen. Der blev ganske vist lavet mange potter, men nogle blev kasseret fra starten fordi de var blevet skæve, andre gik itu under brændingen, og atter andre blev skrammede eller faldt på gulvet og gik i stykker. Men disse to potter stod trygt og godt sammen på en hylde.

       - Jeg tror det er fordi vi er noget særligt, siden vi ikke er gået i stykker eller kommet til skade! sagde den ene potte til den anden.

       - Mon? svarede den anden. - Jeg kan ikke se der er noget særligt ved mig. Det er vel bare fordi vi tilfældigvis ikke står i vejen for nogen.

       - Måske er du ikke noget særligt, men jeg er! svarede den første potte fornærmet. - Hver dag, fortsatte potten, - kan jeg følge med i livet ude på gaden! Potten stod nemlig tættest ved vinduet og havde en god udsigt oppe fra hylden.

       - Du gør nok klogt i at passe på at du ikke kommer for tæt på kanten, for der er langt ned fra hylden. Og hvis du falder kan du være sikker på at gå i tusind stykker!

       - Åh! Du er altid så kedelig og forsigtig! udbrød den første potte irriteret.

       Så en dag hændte det at en af pottemagerens børn blev sat til at passe butikken, mens pottemageren var på rejse. Det var den næstældste søn, for den ældste - der plejede at hjælpe til - var med sin far på rejsen.

       - Det er altid min storebror, der får lov til at være med til alt det spændende! tænkte den næstældste bror misundelig mens han passede butikken. Af bare raseri gav han sig til at smadre nogle af potterne. Men han indså snart at det ville hans far bare straffe ham for, når han kom hjem.

       I stedet besluttede han sig derfor for at sælge alle potterne for en slik. Når hans far så kom hjem ville han være ruineret, mens han, den næstældste søn, ville have passet butikken som han havde fået besked på.

       Og handelen gik rask, kan du tro! Der var mange der gerne ville have nogle af alle de flotte potter og krukker fra den dygtige pottemager. Og især da når de næsten var gratis!

       Også de to potter på hylden blev solgt. De var endda så heldige at blive solgt sammen og komme det samme sted hen!

       - Nu bør vi vel gifte os, når vi nu er blevet pakket så tæt sammen i samme kasse! foreslog den ene. - Ja, det vil vi gøre! svarede den anden, og sådan blev det.

       Da de kom til det nye hjem blev de foreløbig pakket ind i gavepapir, så det blev et rigtigt festlig bryllup. Men - der kom ingen og pakkede dem ud! I lang tid stod de bare dér i deres indpakningspapir! Og lidt efter lidt begyndte de at skændes igen, som de så tit havde gjort da de stod sammen på hylden.

       - Det er også altid dig der gør knuder; se, nu vil ingen alligevel kendes ved os! Og det er garanteret fordi du altid er så forsigtig og trist. Hvem gider se på en kedelig, ensfarvet potte? Men se nu på mig: jeg er flot med hvid emalje og et pænt blåt mønster. Jeg fortjener ikke at dele skæbne med dig!

       - Lad os nu se tiden an! Måske løser tingene sig af sig selv. Måske kommer de igen i tanker om os? sagde den anden potte fortrøstningsfuldt.

       - Så dét tror du? svarede den første potte hånligt. - Du kan tro nej! fortsatte den. - Og nu vil jeg altså skilles at du ved det! Og der var ikke noget at gøre, så potterne blev skilt selv om det ikke forandrede ret meget på tingene.

       Men se, nu blev pakken åbnet og potterne taget ud! Husets frue tog de to potter og stillede dem i hver sit rum. Og i lang tid levede de nu hver for sig.

       En dag blev husets herre så syg, og for første gang i lang tid befandt de to potter sig i det samme rum. Nemlig ved herrens sygeseng.

       - Nå, hvordan går det så med dig? spurgte den ene potte den anden, for noget skulle de jo tale om nu de igen var sammen.

       - Jo, det er gået rigtig godt for mig: hver aften bliver jeg klædt i festdragt og stillet ind på stuebordet, hvor alle i huset samles om mig. Og her fortæller de alle sammen om hvad de har oplevet den dag, og det er vel nok spændende kan du tro! Jeg får virkelig noget at høre! Og hele aftenen trykker de mig alle sammen i hånden, behandler mig med forsigtighed og roser mig fordi jeg er så god at hælde af, for jeg tjener nemlig som tepotte for herskabet! Og nu er jeg sendt herind for at give herren en god, varm og velgørende kop te. Ingen potte kan have det bedre end jeg har det! - Men hvad med dig? spurgte han sin tidligere kone.

       - Ak! Sagde hun trist. - Hele tiden står jeg under sengen og må skamme mig. Ja, en dag hvor jeg ulykkeligvis var kommet til at stå udenfor sengen blev der et vældigt skænderi over mig, så jeg håber bare at den slags ikke vil ske igen! Selv nu hvor du er her tør jeg næsten ikke vove mig frem. Men fordi herren er alvorligt syg er der ikke så mange der bekymrer sig om, hvor jeg står. Ellers bliver jeg normalt kun taget frem om natten, og kun af herren. For jeg er nemlig natpotte. Og han taler ikke til mig, men snavser mig kun til, og sparker mig så ind under sengen igen og lægger sig til at sove! Hvad der sker rundt om i verden véd jeg intet om, og jeg vil heller ikke vide det når jeg alligevel ikke kan opleve noget af det!

       - Men du har da et vigtigt arbejde at gøre! Hvis du ikke var der er jeg sikker på at herren ville savne dig! Tepotten prøvede at opmuntre natpotten, men det var kun en ringe trøst.

       - Det er så uretfærdigt! græd natpotten. - Jeg der var så glad for fest og farver skal nu leve hele mit liv i tilbagetrukkethed og mørke, mens du der var så kedelig og forsigtig har fest hver aften!