Eventyret om LERFADET

|
Mange
ting i verden er skrøbelige og holder kun en kort tid for så at blive kasseret
og glemt. Sådan er det med mennesker, og sådan er det med ting. Ja, og sådan
var det også for det lerfad som dette eventyr handler om.
Se, der var engang et lille køkken.
Dér var alt hvad der hørte til: gryder, håndvask, gaffeltøj, duge, kander,
tallerkner, børster og alle mulige andre ting som hører til der.
En dag kom der så en ny til;
det var et dejfad af ler med den smukkeste hvide glasering. Jo, det var bestemt
et pænt og indtagende lerfad. Det fik nu sin nye plads i et skab, og de andre
ting måtte pænt rykke lidt tættere sammen for at fadet kunne få plads.
Og hvor fadet tog sig ud! Så
fint følte det sig at det så lige igennem dørslaget og hulskeen, der hang
tavse på deres kroge. De var ikke fine nok; for de kunne jo ikke holde tæt. Og
skærebrættet og tallerknerne var også små i fadets øjne, for de rummede jo
ikke den samme dybde som det.
Men nu skulle fadet bruges!
Der skulle laves dej til brød og fars til frikadeller. Så fadet kom op fra sin
plads og fik hele bordet for sig selv. Se, dét var et fornemt arbejde; at
stille sig til rådighed for bagværket der voksede og voksede og blev til noget
stort og smagfuldt, og farsen der på panden blev forvandlet til sønnen i
husets livret!
I begyndelsen arbejdede husmor
med en lille ske i plastik, for hun havde ikke andet. Men den knak en dag hun
lavede dej til grovboller. Så fik lerfadet en træske som passede bedre til
det. Og fadet frydede sig:
- Goddag, min gode Træske!
sagde fadet. - Jeg tror at vi to vil kunne finde ud af det sammen, for jeg kan
se at du er ægte og naturlig. Dét er lige noget jeg kan li´!
Og skeen af træ kom til at
elske fadet, så en dag friede den og fadet sagde ja. Sådan blev de mand og
kone.
Men lerfadet så nu nok at
husmor ikke var helt tilfreds. Det kunne både være slidsomt og sejt når hun
slog et stort brød op; der røg dej ud over fadekanten, og nogen gange kunne træskeen
knap nok mase sig igennem det store bjerg af fars der var i fadet.
Og en dag blev træskeen smidt
ind bagest i et skab som sjældent - ja, faktisk aldrig - blev åbnet. For
husmor havde fået en gave: en splinterny håndmixer! Dét var én der ville
noget!
Ligesom vi tager et par træsko
på og spiser rugbrød når vi skal arbejde, sådan fik håndmixeren to blanke
piskeris på og spiste strøm fra stikkontakten. Og så kan du ellers tro at den
kunne løbe rundt - og det på tre hastigheder!
Og hvor var lerfadet
imponeret! Så stærk, så smuk, så blank og så hurtig var mixeren, at hun
helt glemte sin mand; den gamle træske. Ja, hun lod sig endda gifte med mixeren,
selv om den kun var af plastik - noget hun normalt ikke brød sig om. Men hvad
betød det for alle de andre fortrin?
Så nu følte lerfadet sig
lykkeligere end nogensinde før, og hun mente nok at hun var den heldigste af
alle ting i køkkenet.
Men det varede kun en tid. Så
begyndte fadet at blive irriteret over håndmixerens evige og altoverdøvende støj,
og det bemærkede nok at dets glasur blev mere og mere ridset og krakelerede, når
mixeren ufølsomt ræsede rundt i dejen. Lerfadet blev mere og mere pirreligt og
var slet ikke længere så nydeligt at se på, så det mistede ret hurtigt
anseelse hos de andre køkkenredskaber. Men de sagde ikke noget højt.
'Med piskeris, så holder det ikke
i længden.'
Dog - udadtil lod fadet sig
ikke mærke med noget. Det lod som om det virkelig elskede mixeren, og de andre
blot ikke forstod sig på den høje, ægte kærlighed. Men efterhånden
forsvandt glasuren helt fra fadets bund, og dejen ville hænge i. Og fadet mærkede
nok at den dag måske snart kom, hvor det på én gang ville briste itu eller
husmor måske ville smide det væk. Ja, mixeren var alt for hård, ufølsom og
ikke spor tilbageholdende - selv ikke på den laveste hastighed.
Nu tænkte lerfadet trist
tilbage på træskeen, der jo havde bevæget sig så fint og forsigtig hen over
hendes glaserede sider uden at gøre hende den mindste skade. Jo, nu var
lerfadet blevet ældre og mere tænksomt; det følte ikke mere den samme fornøjelse
ved at skabe opmærksomhed omkring sig, eller ved at virke nyttig som førhen.
Og se om ikke også husmor
blev ældre! Hun mindedes nu sin
barndom, og hun huskede hvordan hendes bedstemor tålmodigt havde æltet dej og
rørt fars i et fast og roligt tempo, mens hun stille havde nynnet en sang. Dét
fik husmor nu også lyst til - og da så hun rigtignok hvor slidt fadet var
blevet af håndmixeren! Så den satte hun ind bagest i skabet, og så kom den
gamle træske til ære og værdighed igen.
- Kan du tilgive mig at jeg
forlod dig for håndmixeren? spurgte lerfadet nu brødebetynget træskeen.
- Du har jo kun bragt ridser
over dig selv, svarede skeen. - Og se: jeg er også blevet lidt sprukken af at
ligge unyttig hen. Så vi kan vel leve med hinanden som vi er?
Og det gjorde de så. Og de
havde det rart, for nu var alt det fine gået af dem. Og jeg tror ikke du kan
smage på husmors boller eller frikadeller at de er lavet i et ridset lerfad og
er rørt med en sprukken ske.
|