Der var engang to hænder der sad på et menneske. De var ligesom mand og kone; for de hørte jo sammen. Så derfor blev de aldrig kaldt andet end hr. Højre Hånd og fru Venstre Hånd.         

       Mennesket var meget godt tilfreds med begge sine hænder, for de var begge raske og kvikke. Så når noget skulle ordnes blev det gjort både hurtigt og grundigt. Ja, man sagde ligefrem at på det menneske var hænderne "godt skruet sammen". Og det var jo en fin ros for både hr. og fru Hånd.

       Men ak! Var alt så bare blevet ved det, så havde der nok ikke været nogen særlig grund til at fortælle denne historie. Men nu skal du høre hvad der skete, for det kan vi nemlig lære noget af.

       En dag skete der en forandring med fru Venstre. Hun blev utilfreds med sin plads i tilværelsen. For hun begyndte at lægge mærke til at der var forskel på det hun lavede og det hr. Højre Hånd lavede. Hun opdagede pludselig at det altid var hr. Højre der skulle lave alt det spændende arbejde! Det var altid ham der blev sat til at skrive breve, pille ting ud og pege i en retning for mennesket, når det havde noget det skulle vise.

       Og det var altid Højre der skulle føre værktøjet, slå streger på papiret og pudse bilen. Ja, Venstre mente nok at han skulle gøre alt det interessante og væsentlige, mens hun så bare kunne holde papiret og de ting der blev repareret. Altid skulle hun bare støtte ham med alt det kedelige; alt det der bare var nødvendigt, men som ingen lagde mærke til. Ja, alt det uinteressante kunne hun vel nok få lov til!

      Fru Venstre gik og blev mere og mere sur og tvær jo mere hun tænkte på disse ting. Hun syntes det var så uretfærdigt at det altid var hr. Højre Hånd, der fik de spændende og udfordrende opgaver, og at det altid var ham der fik ros og ære for det der blev lavet. Det passede selvfølgelig ikke, for ingen tænkte jo overhovedet på hænderne hver for sig. Men sådan følte fru Venstre Hånd nu engang at det var.      

      Altid var det Højre der fik penge og gav penge ud, syntes hun - hun kunne bare holde pungen for ham! Og når de var ude at køre på cykel vinkede han til alle mulige, bestemte hvornår der skulle skiftes gear og ringede med klokken, mens hun bare havde travlt med at holde godt fast i rattet, så de blev på vejen. Det var også altid hr. Højre der skulle sige goddag og farvel til dem de mødte. Det var kun dem de kendte allerbedst som fru Venstre fik lov til at kravle op på skulderen af et kort øjeblik.

      Venstre blev så bedrøvet over alle disse tanker, og der var aldrig nogen der sagde noget opmuntrende til hende, som f.eks.: "Det papir har du vel nok holdt roligt!" eller "Uden din hjælp havde de kartofler ikke været til at skrælle!". Nej, ingen roste Venstre - og da slet ikke hr. Højre Hånd. Men det havde nu nok heller ikke hjulpet.

      Efterhånden begyndte Venstre at skændes med Højre om at holde blyanten, for hun ville også have lov til at skrive. Hun tog også helt modet fra Højre ved hele tiden at sige at hans arbejde ikke var noget bevendt, og at det var helt unødvendigt og ikke gjorde nogen gavn. Og derfor lod Venstre nu også være med at holde papiret for Højre, når han f.eks. skulle skrive en indkøbsseddel. "Det kan mennesket alligevel bedre huske selv, end det kan læse det du skriver ned!" mente hun. Det var selvfølgelig hendes måde at sige til Højre på at hun også gjorde gavn. Men det kunne han ikke forstå.

       Alt blev efterhånden urimeligt og forkert, følte fru Venstre Hånd. Hun var ikke i tvivl om at det alt sammen var Højres skyld. Han ville kun springe rundt og have det sjovt; han skulle absolut have alles opmærksomhed og vise sig frem!

       Ja, sådan tænkte fru Venstre Hånd, så - som du nok kan tænke - det blev værre og værre og værre. Fru Venstre blev mere og mere utilfreds, og hr. Højre kunne til sidst slet ikke sige noget til hende uden at hun farede op. Og Højre var blevet meget usikker og forvirret over Venstres stadig mere underlige opførsel. Så efterhånden kunne han virkelig ikke gøre sit arbejde ordentligt. Og det frydede jo kun Venstre endnu mere at hun nu kunne se at hun havde ret! Som du nok kan forstå blev det ikke lettere af at Venstre blev skadefro og frydede sig når tingene faldt uheldigt ud for hr. Højre, - eller af at hun var begyndt at mene at hun voksede ved at han blev mindre.

       Højre kunne ikke forstå Venstres problem. For han havde overhovedet ikke undret sig over at de lavede to forskellige slags ting - ligesom du nok heller ikke tænker nærmere over det. Det er nemlig ikke noget man tænker over medmindre man mister en hånd, eller hvis man måske er venstrehåndet.

       Når hænderne var til selskab begyndte Venstre nu selv at hilse på andre folks hænder. Og dét skabte en hel del forvirring. Ikke kun for Højre. For som du jo nok ved er en venstre hånd ikke til korte hilsner, men snarere til at holde i hånd med. Det er den nemlig bedst til; tænk på at det jo normalt er venstrehånden der holder tingene for højrehånden i lang tid og med stor følsomhed og tålmodighed. Så nu skulle det gå galt, og det gjorde det også en dag.

      Det var en dag hvor fru Venstre hang slap og opgivende ned fra mennesket, fordi hun nu igen var slæbt i byen sammen med hr. Højre. Her midt i alt det triste, kom der pludselig en anden hånd og løftede hende op!

      Han hed hr. Næve, sagde han, mens han strøg hen over hendes fingre. Han var for det meste knyttet, fortalte han hende, for han lavede ikke noget særligt. Men hun havde fået ham til at lukke sig op. Og nu fortalte han hende om sit menneske, der for det meste nød livet og slappede af. Hr. Næve kunne selv bestemme hvad han ville - mennesket satte ham sjældent i gang med en opgave. Og hr. Næve syntes dét var en god tilværelse, kun savnede han én som hende til at holde i hånden. For det er jo mest naturligt for en hånd at beskæftige sig med et eller andet.

      Dét var vel nok noget andet og mere spændende end hr. Højre Hånd, tænkte Venstre. Hr. Næve var en virkelig galant og nænsom hånd, syntes hun, han forstod hende. Han var ikke hele tiden optaget af opgaver og projekter og sære idéer! Så ham slap hun nødigt igen. Tvætimod opsøgte hun enhver lejlighed til at lægge sig ind under hans store, varme og rolige hånd. Intet var så dejligt som når han holdt om hende, syntes hun. Han var langt mere tålmodig med alting end hr. Højre. Jo, nu følte hun sig noget værd igen!

      En dag besluttede Venstre sig så til at gøre det forbi med Højre. Fra nu af ville hun leve sammen med hr. Næve. Forgæves forsøgte Højre at forklare Venstre at det ville give mange og store vanskeligheder, for ganske vist sad de på hver deres arm, men de sad dog på det samme menneske! Hr. Næve sad på et andet menneske. Det ville være både forkert og tåbeligt at skilles ad, syntes hr. Højre. Det var langt bedre at de fandt ud af at blive enige igen og fungere sammen.

       Men alt det ville Venstre slet ikke høre på. - Var kærligheden måske ikke større og vigtigere end alt andet? spurgte hun. Og hvad rolle kunne det spille hvad menneske man sad på? En hånd var vel fri til at gøre som den ville - det var hr. Næve ihvertfald? En hånd sad vel ikke fast på mennesket som en hals? Og i øvrigt syntes fru Hånd ikke at der kunne blive flere problemer end dem der allerede var mellem hende og Højre. Om ikke andet var hun villig til at betale prisen, for hun elskede hr. Næve.

       Så kom hr. og fru Hånd ikke længere sammen som ægtefolk. Men alligevel -. Det værste var nu - nu hvor Venstre hele tiden kun ville være sammen med hr. Næve - at hun ikke kunne slippe væk fra hr. Højre Hånd. For han var altid indenfor en arms rækkevidde, og evig og altid dukkede han op ligesom for at gøre opmærksom på sig selv, syntes Venstre.

       Venstre ærgrede sig og spændtes i sine muskler når hun iagttog hvad Højre lavede; hvor var han dog ynkelig og kejtet at se på, nu hvor han måtte klare sig uden hendes støtte! Nu måtte han vel lære at forstå hvad hun var værd, mente hun! Og Højre var bestemt noget usikker på hånden. Og det var ikke kun fordi han var vant til Venstres hjælp og støtte, men også fordi hun altid knyttede sig når han nærmede sig hende.

       Allerhelst ville Højre glemme alt det der var sket, slå en streg over det hele og igen gøre alting sammen med Venstre. Men det var som om en klam hånd havde lagt sig imellem dem, og hr. Næve kom jævnligt hos Venstre og havde ikke sådan i sinde at forsvinde igen. Han ville naturligvis gerne have hende i sin hule hånd. Og når der jo sjældent var et stykke fornuftigt arbejde at gøre, var det jo meget behageligt at ligge i Venstres varme og bløde hånd.

      Hr. Højre Hånd havde en svær tid. Venstre skjulte sig for ham, og når de af vanvare krydsede hinanden skældte Venstre ud og fik endda hr. Næve til at slå ud efter ham! Så Højre blev helt flov over Venstres dårlige opførsel. Men Venstre kunne ikke forstå der skulle være noget problem; Højre kunne jo bare lade hende og hr. Næve være i fred. Og så kunne han ellers kradse, skrive, pille, ridse, skære, snitte, pege, knibe, klø, trykke og banke som han havde lyst til!

      Så tiden gik. Højre begyndte igen så småt at arbejde og farte omkring med den samme glæde og iver som i gamle dage. Selv om det selvfølgelig var noget mere besværligt end førhen, nu hvor han skulle klare alt på egen hånd. Jo, Højre opdagede hvor svært det var at være en alene-hånd, og hvor besværlige selv dagligdags gøremål bliver, når de skal udføres med én hånd.

      At tænde en tændstik er en leg for to hænder der hjælpes ad, men for én hånd er det en meget krævende opgave. To hænder kan også med lethed binde skoenes snørebånd, spænde bæltet og knappe frakken. Med kun én hånd er alt dette svært. Men det kan lade sig gøre, og med tiden blev hr. Højre faktisk ganske god til at gøre disse ting. Han lærte også at finde steder og måder hvorpå han kunne sætte tingene i spænd, så dét kunne hjælpe ham nu hvor Venstre ikke ville. Men ligesom med Venstre blev det nu aldrig.     

      Og Højre blev heller aldrig så veltilpas og fornøjet som tidligere. For han syntes det var så trist at se at Venstre bare sad nede i en lomme og aldrig rørte sig og kom udenfor. Hun blev en bleg og sammenknyttet hånd, der fór op over det mindste. Dette gjorde hr. Højre bedrøvet. Ingen af dem ville jo blive lykkelige hver for sig, for de sad jo på det samme menneske. Det var meget forkert, tænkte Højre, at hænder på det samme menneske skulle være uvenner,  være misundelige på hinanden og slå ud efter hinanden. Men intet kunne få Venstre til at skifte mening. Og hr. Næve syntes heller ikke der var nogen grund til at lave om på tingenes tilstand.

      Men en dag skete der noget der forandrede det hele! Det skete ganske pludseligt - og på ét eneste øjeblik! For ved et uheld faldt mennesket ind mod en brændende hed kakkelovn, og Venstre måtte pludselig gribe frem for sig. Og hvor blev hun slemt forbrændt! Men Højre var der straks og lagde sin beskyttende hånd over hende og førte hende ind under den kolde vandhane. Hans oplæring i at klare sig selv blev nu en hjælp for hende! Varsomt tørrede han hende med et håndklæde, og næsten uden besvær kunne han i en fart sætte plaster på og lægge en forbinding.

      Men hvor var hr. Næve blevet af? Han havde i al hast forladt Venstre for at undgå kakkelovnen, og nu kravlede han nervøst rundt på hagen af sit menneske og så til mens Højre plejede hendes forbrænding.