For mange år siden, i et land skjult bag jungle og tæt krat, var der en lille indianerstamme. Denne stamme boede på en frodig slette nedenfor et bjerg, der var omgivet af hav. Her starter den historie du nu skal høre.

      På sletten boede en lille bondefamilie, der dyrkede deres majsmarker og passede deres få lamaer. På denne måde fik de deres føde og klæder.

      Men alt var ikke bare lykkeligt for familien - eller for stammen i det hele taget. For på en ø i havet boede en kæmpestor fugl. Og kæmpestor det var den, for når den fløj ind over sletten skyggede den så meget for solen, at det ikke var til at se noget som helst. Derfor var der da heller ingen der var helt sikker på om kæmpefuglen virkelig var en fugl.

      En dag var far og søn ude at se til deres majsmark. Majsen stod flot og var snart klar til høst. Og da pludselig - ved højlys dag - skete det. En mørk skygge gled over solen og de to kunne intet se.

      Da lød der en susen og et svagt lysskær kom nærmere og nærmere. Med et kæmpedrøn ramte det jorden ved siden af dem.

      - Det er verdens undergang! skreg drengen og græd ulykkeligt.

      Nu forsvandt skyggen og faderen opmuntrede sin søn: - Vi lever jo endnu! Men se! Hvad er det der har ramt jorden ved siden af os?

      De fik nu øje på en kæmpestor, skinnende kugle ved siden af dem, som fuldstændig havde spoleret deres mark og høst.

      - Se! sagde drengen henrykt  til sin far. - Den Store Fugl har lagt sit æg her hos os! Og det er et guldæg!

      - Så vidt jeg kan se har det ødelagt vores høst! sagde faderen trist til mode. - Hvor skal vi nu få føden fra? Og hvem ved hvad et sådant æg vil frembringe; det må jo blive et uhyre som Den Store Fugl.

      Faderen var bestemt ikke særlig glad for den nye situation, men hans søn så mere optimistisk på sagen: - Vi kan vel sælge ægget. Det er jo af guld; så det må være en formue værd!

      Resten af dagen diskuterede de sagen og talte med familien om det. Og da de jo nødvendigvis måtte tænke på at de skulle have noget at spise, endte det med at de besluttede at sælge guldægget.       

      Nu var der det særlige at de rigeste i denne indianerstamme var byens præster. Derfor sendte familien bud efter stedets ypperstepræst. Da han hørte at sagen handlede om et kæmpestort æg af guld, varede det ikke længe før han dukkede op i sin fornemme bærestol.

      - Godaften, Deres Højærværdighed! sagde bonden og bukkede dybt for ypperstepræsten. - Jeg vil gå direkte til sagen. Når vi gerne vil sælge guldægget, der er landet her, er det fordi vi ikke kan spise guld. Og som De nok kan se har ægget fuldstændig ødelagt marken, som skulle have givet os føden i år. Desuden ved De nok også bedst hvad man skal gøre ved sådan et guldæg.

      - De gjorde klogt i at komme til mig, sagde ypperstepræsten salvelsesfuldt. - Men betænk engang at dette æg er en gudernes åbenbaring til os. Derfor bør ægget hverken flyttes eller købes og sælges. Denne mægtige Fuglegud har åbenbart valgt dette sted til sit afkom, og din majsmark til rede for sin unge. Hvem tør da modsige dette valg?

       - Men, Deres Ærværdighed! Hvad skal min familie og jeg så leve af? spurgte bonden desperat og tryglede:  - Vi får jo ingen føde resten af dette år. Og hvem ved overhovedet hvornår et æg af guld klækkes? - Måske kan vi heller ikke dyrke noget på marken til næste år. For det tager vel sin tid at slå sig igennem et guldæg!

       - Men, De høster jo æren! sagde ypperstepræsten. - Har Fugleguden ikke netop valgt din jord til sit afkom? Ja, og hvilken ære modtager du ikke ved at overlade din hellige jord frit til templet.

       Og inden bonden havde nået at tænke over det havde han givet sin jord, sit hjem og sine ejendele til templet. Slukørede forlod familien derfor deres hjem for at drage ind til byen, for - om muligt - at få udkommet dér.

       Samtidig byggede præsterne en tempelbygning op ved siden af guldægget og spærrede majsmarken, hvor det lå, af med sten udhuggede som dødningehoveder. Det skulle være en forbandelse for at skræmme eventuelle nysgerrige eller tyve væk. Og snart efter valfartede folk fra hele slettelandet til stedet for at se ægget, med det håb måske at se det klække - og gudeafkommet, inden i det, åbenbares.

       Ægget klækkedes ikke lige med det samme. Ja, flere begyndte endda at tvivle på at et guldæg overhovedet kunne klække. Men andre begyndte modsat at spekulere på hvor stor den unge der var inden i ægget ville være når den kom ud. Og hvor sulten den ville være.

       Efterhånden begyndte flere at frygte for hvad der ville ske når Kæmpefuglens unge kom ud, og da de ikke havde andre steder at flygte hen, flygtede de op i bjerget.

       Men bjerget var et sted mange frygtede. 'Der bor onde folk deroppe, der gør folk vanvittige så de spiser deres egne børn, og de har omgang med lig' sagde man til hinanden. Alligevel var der mange der valgte denne udvej frem for at være på den åbne slette, når guldægget klækkede.

       Inde i byen gik det ikke så godt for familien der havde fundet ægget.

      - Skulle vi ikke også søge op i bjerget? spurgte sønnen de andre i familien. - Det æg har kun bragt os ulykke, hvor vi troede det ville bringe os held.

      Men der var ikke stemning for at søge op i bjerget.

      - Har du ikke hørt om folkene deroppe, der gør folk fuldstændig blinde af vanvid? sagde faderen. - Nej, så hellere blive her. Ægget er jo dog ikke klækket endnu - og måske sker det aldrig, hvem ved?

      - Der er intet vanvid i bjergene, svarede sønnen. - Det er kun en skrøne som præsterne vil have jer til at tro på, sådan at de kan være sikre på til stadighed at tjene på folk der kommer for at se guldægget.  Det er jo blevet deres bedste redskab til at stjæle penge fra folk!

      - Nu skal du ikke tale ondt om præsterne og templet! udbrød moderen vredt. - Er det ikke dem der sørger for at formilde guderne så de ikke tager vore afgrøder, og dem der indvier vore børn til voksenlivet, og sikrer gudernes velsignelse over vore familier, og giver deres velsignelse til de døde så de ikke skal brændes op for evigt som stjernerne på himlen? Disse hellige mænd må du ikke spotte!

      - Men disse 'hellige' mænd, mor! svarede sønnen hende. - Har du da ikke hørt hvordan de udnytter deres magt og rigdom?. De stjæler vore afgrøder: fik vi for eksempel erstattet vor mark, eller fik vi andel i guldægget? De ser ned på dem der tager den beslutning at drage i sikkerhed i bjerget, bare fordi det ikke er i deres interesse. De splitter vore familier ved at berige sig selv på dem og sætte os op mod hinanden!

      Hans mor prøvede at stoppe ham, men han fortsatte ufortrødent.

       - Og de døde, hvad ved vi om dem og deres velfærd: kun hvad præsterne fortæller os, ikke! Og de kan vel nok fortælle nogle fantasifulde historier! Men hvad er virkeligt? Dette æg vil klække som ethvert æg gør det; det er fornuftig tale. Inden i et sådant kæmpeæg må der være et kæmpevæsen; det er fornuftig tale. Og kan det bryde gennem en skal af guld kan det også dræbe os; det er fornuftig tale. Om ikke andet vil vi da være fri for præsteskabets forstokkede vrøvl, hvis vi flygter til bjerget!

       - Du taler meget fornuftigt og jeg kan ikke modsige dig, min dreng! sagde faderen nu. - Så tag du kun op i bjerget, hvis du vil. Men jeg må blive her. Husk på at jeg er jo den der fik guldægget af Fugleguden.

       - Men far! svarede drengen. - Det var vel kun et tilfælde at ægget landede lige netop på vores mark. Og selv om det ikke var, så er du da ikke mere forpligtet end andre til at adlyde Fugleguden.

       Men lige meget hvad sønnen sagde kunne han ikke få sin far til at skifte mening. Kun hans søster der stille havde siddet og lyttet til det han havde sagt besluttede sig til at følge med ham op i bjerget.

       Så et par dage senere begav de sig på vej. Mange folk lo ad dem da de forlod byen, andre fortalte dem de skrækkelige historier de havde hørt om folkene på bjerget. Men de to søskende lod sig ikke forskrække, for det hele var kun historier. Bjerget lå fredeligt og roligt ude i horisonten og gav ikke det mindste indtryk af at være farligt.

       Efterhånden kom de til bjerget og fik kæmpet sig op ad de smalle stier. Nu mødte de andre af dem der var flygtet fra guldægget og præsterne. Og om aftenen sad de hos dem ved deres bål, før de fortsatte næste dag.

       De hørte nogle skrækkelige historier -  men ikke om folk fra bjergene. Det var historier om præsternes onde rænker og deres forsøg på at udnytte andre og berige sig.

      - Har I for øvrigt tænkt på hvorfor præsterne for nylig har ladet et kæmpetæppe sy til at pakke ægget ind i? spurgte en mand ved bålet de to søskende.

      - Det er vel for at gøre noget ud af ægget, at skabe opmærksomhed omkring det? svarede søsteren usikkert, for hun anede nok at der måske var en bedre forklaring på det.

      - Mon ikke det skyldes at ægget allerede er ved at revne, men at ingen må se det? antydede manden ved bålet. Nu forstod alle efterhånden hvor alvorlig situationen var.

      De to søskende fortalte også deres egen historie, og flere af dem blev nu endnu mere besluttet på at nå så højt op i bjerget som muligt. For de begyndte at forstå at det var sandsynligt at ægget snart ville klække.

      Nu begyndte præsterne i templet ved siden af ægget at blive syge, og de døde. Folk blev forvirrede og panikslagne.

      - Hvad gør vi nu? Det må være Fuglegudens hævn, fordi vi ikke har adlydt ham! sagde nogle.

      - Ja, vi skulle ikke have ladet folk flygte op i bjerget! Nu må vi gå i krig med dem for at formilde Den Store Æglægger! sagde andre.

      Og snart efter var hele slettens befolkning i oprør, og de samlede sig for at drage op i bjergene. Ikke for at søge sikkerhed, men for at søge død over dem der var flygtet derop.

      Men da hele folket samlede sig ved foden af bjerget klækkede ægget og en giftig gas kom ud af det. For ægget havde ikke udviklet sig naturligt, men  var rådnet op inden i. Nu hvor det revnede helt under de rådne gassers tryk, spredte det sig hurtigt ud over hele sletten. Hele hæren faldt ved foden af bjerget, dræbt af de giftige og ildelugtende gasser.

      Efter et stykke tid lå sletten igen frodig og fredelig hen ved foden af bjerget, og de mange der var flygtet derop kom igen ned i lavlandet, hvor de byggede sig nye byer.