Et eller andet sted bag nogle høje og ufremkommelige bjerge ligger der et lille kongerige. Du kan ikke finde hvor det er på et kort, men du kan være sikker på at det findes et sted. Og måske ligger det slet ikke så langt væk som du tror?

I dette rige regerede en livlig og musikglad konge, der hed kong Kymbel. Nogen dronning var der ingen af, men kongen havde den allerdejligste datter. Prinsesse Beate hed hun. Og du kan nok tro at hun lignede sin far, kongen, og var en glad og livlig pige. Lige udenfor slottet lå Kongens Have og her elskede prinsessen at gå og plante og passe blomsterne.

Hele slottet var godt bevogtet; unge og stærke soldater marcherede frem og tilbage ved portene i takt til kongens musik. De havde bjørneskindshuer på og deres sabler raslede ved siden. Jo, her på kong Kymbels slot herskede der fred og ro og ingen fare. Men en dag blev freden brudt!

For fra den anden side af bjergene der omkransede hele kongeriget dukkede der en fæl kræmmer op! Ja, han var vel nok hæslig at se til, og krumrygget kom han gående dér med sin kurv på ryggen. Han kom op til slottet, og han bankede på den store og godt bevogtede port.

- Hvad vil du her, din gamle vanskabning! råbte vagtposten kækt ned til ham oppe fra muren.

- Jeg er kommet for at tale med kongen om en meget vigtig sag! svarede den fæle kræmmer tilbage.

- Kan du ikke høre at kongen sidder og spiller på sit kongelige specialkonstruerede kæmpeorgel? sagde vagtposten. - Og når kongen spiller på sit kongelige specialkonstruerede kæmpeorgel, så ved alle at han absolut under ingen omstændigheder vil forstyrres! Så du må vente!

- Jeg tror nu nok han vil forstå, at det er vigtigt at tale med mig! svarede kræmmeren vredt tilbage. - Og luk du mig hellere ind, lille soldat, ellers kan du lige tro at jeg vil øve trolddomskunst på dig!

Dét havde vagtposten selvfølgelig aldeles ikke lyst til, så han turde ikke andet end at lukke den fæle kræmmer ind til slottet. Og han førte ham så hen til statsministeren, for det var ham der skulle tage sig af alle de praktiske ting i riget. Statsministeren turde heller ikke andet end at rette sig efter kræmmeren, for han blev truet med at han ellers ville blive tryllet om til en fisk. Og var der noget statsministeren ikke kunne li´ så var det fisk!

Så statsministeren lod kræmmeren melde hos kongens udråber. Og det selv om alle og enhver i hele riget vidste at kongen ab-so-lut ikke ville forstyrres, når han sad og spillede ved sit kongelige specialkonstruerede kæmpeorgel.

- En kræmmer fra den anden side af bjergene ønsker foretræde for hans majestæt kong Kymbel i forbindelse med et vigtigt ærinde! råbte udråberen idet han stødte hårdt i gulvet med sin stok. Kongen blev så aldeles overrasket at han straks holdt op med at spille.

- Hvad er nu det! råbte kongen vredt. Men også med en del forbavselse. For kongen var jo slet ikke vant til at blive forstyrret mens han spillede på sit kongelige specialkonstruerede kæmpeorgel.

- Ja, undskyld Deres majestæt! sagde statsministeren, der var fulgt med ind i salen, men som nu ikke var spor glad for at stå hvor han stod - og derfor stod han og trippede og flyttede den ene fod for den anden. - Denne kræmmer ønskede på det bestemteste at tale med Dem om en meget vigtig sag!

Kongen så kræmmeren an. Han havde bestemt ikke det mest vindende væsen.

- Hm! sagde kongen så. - Det kunne vel have ventet til min eftermiddagste! Men nu er jeg jo blevet forstyrret, så lad mig da høre hvad det er der er så vigtigt og uopsætteligt.

- Jo, ser hans majestæt! smilede kræmmeren. - Jeg har et ganske særligt tilbud til Dem, et ædelt tilbud om jeg selv skal sige det... Den fæle kræmmer tog nu sin kurv af ryggen og tog en hel masse metaldele op af den. Dem samlede han nu ivrigt, mens han muntert talte videre.

- Jeg forstår at hans højhed holder meget af spil? smiskede kræmmeren.

- Bestemt! sagde kongen og så nysgerrigt til. Efterhånden blev kræmmeren færdig med at samle alle de forskellige metaldele.

- Dette fantastiske apparat er for alle der virkelig holder af spil! sagde han. - Og for hans majestæts fornemheds skyld vil jeg sælge den til en ganske særlig pris. For dette er virkelig et vidunder af en spillemaskine! Den kan gøre alt muligt helt af sig selv! Kong Kymbel trådte hen til maskinen for at tage den i nærmere øjesyn.

- Og forstår hans særdeleshed! sagde kræmmeren ivrigt. - Her putter De en mønt i - De trækker en enkelt gang i håndtaget her - og så spiller De på håndtagene her, til De er færdig!

- Se, det er dét det gælder om! sagde kræmmeren begejstret. - Det gælder om at holde kuglen i gang. Hver gang den rammer en forhindring giver det points og maskinen spiller den allerdejligste melodi som belønning. Prøv De engang selv, Deres værdighed!

Kong Kymbel trådte hen til metaltingesten og gjorde nøjagtigt som kræmmeren havde vist ham. En kugle fór op og trillede rundt på en plade med en masse figurer på. Og hver gang én af figurerne blev ramt af kuglen ændrede den retning og fik en lille melodi med på vejen. Det lavede en masse forvirrende støj. Kongen kunne ikke se at det var noget særligt i forhold til hans egen majestatelige musik. Og - BUM - pludselig faldt spillebordet fra hinanden!

- Nej, hvad er dog det for noget skrammel! udbrød kongen forskrækket. Og nu blev han rigtig gal.

- Øh, jeg må have haft en skrue løs... sagde kræmmeren forvirret.

- Ja, mon ikke! sagde kongen. - Og vil De så se at De straks pakker Deres ragelse ned igen og fjerner det fra mine øjne! Og forsvind så venligst også selv, ellers havner De i fængselskælderen! Deres tilbud har aldeles ingen interesse!

- Den kan ændres i faconen... forsøgte kræmmeren sig. - Og der kan indkodes andre melodier i instrumentet, hvis det er dét der...

- Nej, sagde jeg! sagde kongen. - Væk med sig! Audiensen er forbi!

Nu førte statsministeren kræmmeren ud, og kongen satte sig igen tilrette ved sit eget spilleværk og spillede sine fornøjelige melodier. Kræmmeren var selvfølgelig ved at gå til af vrede over den behandling han havde fået af kongen, og han var særdeles skuffet over at kongen ikke havde set det superfantastiske i den opfindelse han havde tilbudt ham.

På vejen ud gik kræmmeren igennem Kongens Have. Her gik den unge, smukke prinsesse Beate og passede blomsterne. Hende fik kræmmeren nu øje på, og han gik smilende - så meget som han nu kunne smile - hen til hende.

- Goddag, min søde pige! sagde han. Kræmmeren havde nu fået en idé til hvordan han kunne få hævn over kongen.

- Øh, goddag hr. mand! sagde prinsessen venligt. - Vil du have en blomst? Prinsessen rakte kræmmeren en flot rød rose.

- Du er vel nok en sød pige! sagde han. - Mange tak skal du have... Hør! Hvad vil du sige til at få dit eget helt private kæledyr til gengæld? Se engang her! Og frem fra vesten tog kræmmeren nu et lille grumsetgrønt dyr.

- Åh tak! smilede prinsessen glad. Hun tog dyret og aede det blidt på ryggen. Dét kunne det godt li´. - Men jeg må nok hellere spørge min far først om jeg må få det.

- Åh, det er vel ikke nødvendigt! sagde kræmmeren. - Måske siger han nej, og så får du det jo ikke! Og det ville da være trist, ikke? Nej, du må hellere lade være med at spørge ham eller sige noget til ham om det. Se bare! Den lille filur kan allerede godt li´ dig!

- Jamen, så tusind tak da! sagde prinsesse Beate.

- Ja, selv tak for tulipanen! smiskede den fæle kræmmer og gik fornøjet sin vej, mens han smålo for sig selv. Straks han kom udenfor slottets porte kastede han rosen fra sig; for den var for tung at bære på når han også havde kurven på ryggen.

Der gik nu et stykke tid. Prinsesse Beate havde gemt det lille grumsetgrønne dyr, hun havde fået af kræmmeren, under en busk i Kongens Have. For ellers var hun jo bange for at hendes far, kongen, skulle opdage dyret og tage det fra hende.

Tidligt hver morgen gik hun ned i hofkøkkenet og fandt rester fra den forrige aftens middag. Dem gav hun dragen i smug; ja, for det lille grønne dyr var nemlig intet andet end en drage!

Som du måske ved vokser drager ret hurtigt til og bliver store. Og efterhånden blev det da også mere og mere besværligt for prinsesse Beate at skjule dragedyret under busken - og det blev vanskeligere og vanskeligere at finde mad nok til det uden at det blev opdaget.

Og bestemt om ikke overhofkokken havde fået mistanke om at der var en madtyv! I lang tiden undrede han sig over at der var så rent og pænt i køkkenet om morgenen når han kom. Så en aften besluttede han sig for at blive i køkkenet og holde vagt natten igennem.

Nu gik det dog ikke så galt for prinsessen denne gang, for for at holde sig vågen tog overhofkokken sig en kiks at gnaske på. Og hen ad morgen da prinsessen kom var han faldet i søvn på en stol i hjørnet.

Men den næste gang anstrengte han sig for at holde sig vågen, selv om det var svært. Og nu så han prinsessen komme ind i køkkenet med solens første stråler og med en sæk. I den kom hun alle mulige lækkerier foruden resterne fra hofmiddagen aftenen før.

Overhofkokken undrede sig over at prinsessen skulle have så god en appetit. Han tænkte at så sulten kunne hun umuligt være selv, så han fulgte efter hende ud i Kongens Have. Forfærdet så han nu, hvordan hun fodrede dragen hun havde gemt under en busk med al den dejlige mad.

- Folk har ganske vist forskellig smag med hensyn til kæledyr! tænkte overhofkokken. - Men en drage! Det er dårlig smag!

Som bekendt er det statsministeren der tager sig af de praktiske ting i riget, så derfor gik overhofkokken nu til ham med sin opdagelse.

- Den er under alle omstændigheder for dyr i mad! sagde overhofkokken.

Men statsministeren var af den indstilling at han helst ville undgå ballade af enhver art - og ikke mindst med en drage.

- Jo, men prinsessen holder jo åbenbart af dyret. Det ville da være trist for hende om hun skulle miste sit kæledyr! svarede statsministeren derfor.

- Men hvad vil kongen ikke sige! sagde overhofkokken.

- Ja, det er slemt! svarede statsministeren. - Men det er jo kun hvis han hører noget om dragen. Ingen andre end vi og prinsessen kender til denne sag, og det er måske bedst vi lader det blive ved det!

Så for nemheds skyld lod de sagen skrive i glemmebogen, og det ville også være det eneste sted den stod, hvis ikke der skete det der skete et stykke tid senere. For dragen blev jo nemlig ved med at vokse og blive større, og det samme skete med dens appetit!

En morgen bedst som kong Kymbel sad i sin kongelige seng med sin morgente med morgenbrød, fik dragen færten af dette lækre morgenmåltid. Så den stak sit store grimme hoved ind ad vinduet for at tigge sig en godbid!

- UHUHU! skreg kong Kymbel, og forskrækket sprang han ud af sengen, så hele morgenbordet endte på gulvet. Dét tog dragen som et tegn på at den godt måtte spise resten, og den satte de dejlige horn og rundstykker til livs med den største appetit.

- Hr. statsminister! Hr. statsminister! råbte kongen, der stod og så på at dragen spiste al hans morgenmad. - Hr. statsminister! Kom straks herind!

Og døren gik op og statsministeren styrtede ind i værelset. Men nu havde dragen spist det hele og havde trukket hovedet ud ad vinduet igen.

- Hans majestæt kaldte? sagde statsministeren. - De er tidligt ude af sengen?

- Der var en drage i mit kammer lige nu! Den har spist al min morgenmad! sagde kongen. - Det vil jeg ikke have; De må straks tage affære!

- Undskyld, hvilket? spurgte statsministeren. - En drage? Men sådanne væsner findes slet ikke, herre konge! Det skal De ikke tro på. Det er ganske bestemt bare en ond drøm Deres majestæt har haft! Ja, sådan sagde statsministeren, der jo helst ville have at dragen skulle blive ved med at være en hemmelighed.

- BØVS! lød det udenfor vinduet til kongens sovekammer.

- Øhøbnhø... sagde statsministeren, og hans ansigt skiftede farve en tre-fire gange. - Deres majestæt har selvfølgelig helt ret. Jeg skal straks tage mig af sagen og indkalde til råd om det!

Og sådan gik det; mens dragen gik tilbage og lagde sig under sin busk - som den selvfølgelig ikke kunne gemme sig under længere - så blev alle rigets fyrster og vismænd indkaldt til møde i statsministeriet. Megen tid gik med at snakke frem og tilbage, men til sidst enedes rådet om at hofsmeden skulle smede et kraftigt reb af jern. Det reb ville de så finde en modig mand til at binde dragen med efter at have lokket den på god afstand af slottet.

I en hel uge smedede hofsmeden på rebet, men så blev det også stærkt og solidt. Med en trillebørfuld lækkerier fra hofbageriet, der blev kørt langt udenfor slottet, lykkedes det også at få dragen lokket væk. I den uge der var gået var den nemlig blevet ganske gevaldigt sulten igen. Nu manglede blot den del af planen hvor de skulle finde en modig mand til at tøjre dragen.

Kongen tænkte selvfølgelig straks på generalen, og bad ham om at udføre den heltemodige bedrift at binde dragen. Men generalen var slet ikke stolt over at skulle stå ansigt til ansigt med dragen. Så han sendte opgaven videre til sin oberst, der i forvejen havde mange ordner og medaljer. Men obersten ville gerne have flere ordner og medaljer, så han lod opgaven gå videre til sin kaptajn. Og kaptajnen lod den gå videre til sin sergent. Og sergenten fik fat i en af de menige soldater. - Og her endte opgaven så omsider.

Efter sit store måltid faldt dragen mæt og glad i søvn. Nu sneg den udvalgte soldat sig så med jernrebet, en pløkke og et bankende hjerte ud til der hvor dragen sov. Forsigtigt nærmede han sig dragen, mens han passede på ikke at støje. Pløkken bankede han ned i jorden så forsigtigt han kunne. Og endnu mere forsigtigt lagde han så jernrebet om dragens hals og bandt en dobbelt knude.

Men da soldaten strammede rebet for at knuden skulle blive rigtig god, stærk og solid, - da vågnede dragen op! I fuld fart styrtede den stakkels soldat tilbage til slottet, og ind ad porten der blev smækket i med et stort brag!

På slottet stod de nu alle sammen og glædede sig over bedriften. Men ikke så snart havde dragen gnedet søvnen ud af øjnene, før den opdagede hvad der var sket. Den hev og sled i rebet af alle kræfter for at slippe fri. Men det holdt! Så da dét ikke hjalp prøvede dragen at bide jernrebet over. Men det knækkede den bare nogle af sine tænder ved.

- Ordren udført, Deres majestæt! sagde generalen og gav honnør.

Men se, nu var dragen blevet rigtig vred. Og når en drage bliver dét - så spruder den med ild! Og en mægtig flamme slog nu ud af dragens gab, og snart var jernrebet smeltet over!

Jo, dragen var virkelig blevet godt gal i skralden. Så nu sendte den store faretruende ildflammer mod slottets porte og mure! Men da dét er anstrengende selv for en stor drage at gabe over så stor en mundfuld, holdt den heldigvis snart op med det igen. Pyha!

Men nu var der selvfølgelig ingen der turde gå udenfor slottet mere. Det kunne jo irritere dragen så den igen blev ildsprudende! Efter et stykke tid vænnede folk på slottet sig dog til at de ikke kunne komme ud for dragen.

- Det er trist at vi ikke kan komme ud! sagde hofbageren, der jo plejede at sælge sit brød ud af slottet.

- Næ, vi er ganske overordentligt heldige! mente generalen. - For ganske vist kan vi ikke komme ud, men det betyder jo også at der ikke er nogen fjende der kan komme ind!

Og sådan prøvede alle efterhånden at finde sig til rette med forholdene.

Men en dag var det ikke sjovt længere, for da skete der det at selveste prinsesse Beate blev alvorligt syg! Hoflægen blev derfor tilkaldt for at undersøge hvad der var galt med hende.

- Det ser meget alvorligt ud! sagde hoflægen til kong Kymbel. - Og det eneste der kan gøre hende rask igen er frisk luft og fuglesang.

- Men vi kan jo ikke komme ud for dragen! sagde kongen bedrøvet. - Og fuglene steger den og spiser, så snart de er indenfor flammevidde. Er det virkelig det eneste der kan hjælpe?

- Ja, det er det desværre! sagde lægen trist.

Kongen spekulerede nu meget over hvad han skulle gøre. Til sidst besluttede han sig for at han ville sende sine sidste duer afsted til de omliggende byer med et særligt budskab. Så måtte han håbe på at dragen ikke var så sulten, at den grillede alle duerne når de fløj ud. Kong Kymbel satte sig derfor ned og skrev dette budskab:

Kære undersåtter!

Hermed udlover jeg, kong Kymbel den første, mit smukke kongerige og den halve prinsesse til den der kan uskadeliggøre dragen, der ligger om mit slot.

Med kongens hånd og segl

Kong Kymbel I.

Og snart dukkede vovehalse op fra alle hjørner af riget for at prøve deres mod og få den tillokkende pris. Den første der kom var den modigste mand i hele riget. Han havde været med i mange krige, og han havde også fået Den Store Tapperhedsmedalje!

- Et-to, et-to! Den karl skal jeg nok ordne! sagde han mens han marcherede lige mod dragen med sin skarpe sabel parat til hug. Men lige så snart dragen hørte soldatens tapperhedsmedalje klirre, sendte den en vældig flamme imod ham. Den smeltede hans sabel. Og uden sabel skulle soldaten ikke nyde noget af at gå i krig med dragen.

Kongen stod på muren og fulgte med i alt hvad der skete. Og nu sukkede han fordi det ikke var lykkedes denne dygtige soldat at stille noget op mod dragen.

Den næste der ville prøve kræfter med dragen var selveste borgmesteren i én af nabobyerne. Han var vant til at han kunne snakke sig ud af enhver situation og ved sin tale at vinde folk for sine idéer. Så en drage kunne han vel også sige et par borgerlige ord.

- Kære hr. drage! begyndte han. - Som borger i dette land føler jeg det som min pligt at gøre opmærksom på at vi alle sammen skal være her. Dette gælder selvfølgelig også Dem, hr. drage, og jeg vil gerne sige at vi nok føler os meget beæret af Deres tilstedeværelse, men jeg vil nu også gerne påpege... Mere fik han ikke sagt, for nu havde dragen sendt en flamme mod ham, og den havde brændt hans papir med talen på til aske. Og så kunne han jo ikke sige mere.

Endnu én turde prøve sin lykke med dragen. Det var en af rigets allerdygtigste musikanter. Han forstod vel nok at tryllebinde alle med sine sange og viser. Nu satte han sig ned nær dragen for at spille en melodi han havde lavet specielt til den. Men om det nu var fordi han var nervøs eller der var en anden grund til det, så klang det nu helt falsk i dragens ører. Så den blev vred og brændte med sin flamme strengene over på den stakkels musikants instrument. Og uden musikinstrument kunne han ikke synge sin melodi.

Efter disse tre forsøg var der ikke flere i kongeriget der turde udfordre dragen. I lang tid fik den derfor lov til at ligge i fred og ro foran slottet, mens prinsesse Beate blev mere og mere syg og bleg at se på.

Men nu skete der det heldige; ja, sørgelige historier er der jo ingen ende på, så med tiden nåede også denne historie til et andet kongerige fjernt derfra.

På en markedsplads i dette fjerne kongerige sad der nu en musikant og sang den triste vise om dragen. Og en bondedreng, der hed Vide, lyttede til den. Og jo mere han hørte af sangen desto mere besluttet blev han på at han ville slå dragen ihjel og redde prinsessen.

Med meget besvær fik Vide overtalt sin far og mor til at lade ham rejse ud i verden og prøve lykken. Af sin mor fik han en kurv med frugt med, for det var sundt. Og af sin far fik Vide et flot sværd, der havde været i slægtens eje i generationer. Så kunne han bedre klare sig ude i den onde verden, mente faderen.

Vide drog så af sted, og i lang tid vandrede han nu afsted uden at ane i hvad retning han skulle gå for at komme frem. Men han tænkte at han nok ville finde vej ved at spørge sig frem. Men ingen han mødte kendte nu noget til nogen historie om en drage.

I tusmørket, en aften bedst som han traskede afsted, blev han overrasket af en pludselig og tæt tåge. Og under ham var der mose, og det kneb ham at se hvor han gik; om han sank i eller om han havde fast grund under fødderne. Det blev mørkere og mørkere. Men da skimtede han med ét et lys. Det søgte han nu hen imod. Og han kom frem til en gammel faldefærdig hytte, og her bankede han på.

- Godaften, unge mand! sagde en fe, der kom frem i døren. Med et vink bød hun Vide indenfor. Og han stillede sine træsko udenfor og gik ind.

Men se! Indenfor var hytten som et stort og fornemt palads i guld og marmor og med diamanter til at lyse op i stedet for almindelige lys! Feen dækkede nu bord for Vide, der bestemt var blevet sulten af at gå alle de dage uden anden mad en lidt frugt. I en skål lå der de lækreste karameller og de mest søde bolsjer man kan forestille sig. Mens der i en anden skål kun lå et par kedelige humpler rugbrød. Men det var brødet Vide tog, for for den sultne smager alting godt, og brødet var bestemt det sundeste når han skulle videre på sin tur. Og når han skulle slås mod en drage!

- Er du blevet tørstig af brødet? spurgte feen smilende, og hun stillede nu nogle kander med sød og kølig vin frem for ham. Men Vide drak blot af krukken med vand, der stod ved bordet. Det hældte han op i et bæger der stod foran ham af det pureste guld.

- Nu må jeg høre om dit ærinde! sagde feen nysgerrigt, nu hvor Vides sult var stillet.

- Jeg har hørt at der et eller andet sted er en fæl drage drage der ligger om et slot, og hvor der er en prinsesse der er meget syg! sagde Vide til feen. - Mon du kan sige mig hvor jeg skal finde den?

- Vist kender jeg den drage! svarede feen muntert. - Men der er bestemt ikke mange der ville ønske sig derhen, og de der er dér ønsker sig alle andre steder hen!

Det var nu blevet sent og feen kunne se på Vide at han var træt.

- Lad os gå til hvile! sagde hun og rejste sig fra sin trone. - I morgen vil jeg så forklare dig vejen. Men i nat kan du sove i tårnværelset; der vil der være den skønneste udsigt i morgen tidlig når du vågner.

- Nej tak! sagde Vide, for han vidste nok at der ikke var noget tårn på hytten udvendig. Derfor lagde han sig til at sove på gulvet, hvor han var.

- Gør som du vil! sagde feen. Og så gik hun op ad trappen til tårnværelset for at sove dér.

Næste morgen vågnede Vide i den gamle, faldefærdige hytte. Nu genkendte han den fra aftenen før - udenfor! Nu var den indeni med et gammelt komfur i stedet for den knitrende pejs, og der var skårede tallerkner på hylden i stedet for guldbækkenerne fra aftenen før. Og nu opdagede Vide at bolsjerne ikke var andet end døde mus og biller, og den vin der blev stillet frem var gammel sur brøndvand der groede alger i! I stedet for vindeltrappen var der en skorsten, og udsigten fra tårnværelset var udsigten fra den faldefærdige skorsten!

Feen så Vide ikke noget til, men da han kiggede op i skorstenen, fik han øje på en fed og ækel slange der vred sig rundt i soden. Med et enkelt hug med hans fars sværd kløvede Vide den store orm i to dele! Og en orm det var det, for begge de afhuggede dele forsvandt ned i jorden! Vide besluttede nu at skynde sig ud og rejse videre.

Udenfor stod der nu - i stedet for hans træsko - et par gamle, slidte støvler. Da Vide ikke havde andet fodtøj tog han dem på. Men han blev noget overrasket da han begyndte at gå. For nu så han nok at det var kilometerstøvler, for han gik over en hel skov i ét skridt! Nu kunne han vel nok komme nogen vegne!

Rask gik det! Henover marker, floder, ørkner og over bjerge og have. Og det var som om støvlerne kendte vejen. Men ak! Pludselig tabte han den ene støvle - det var nok fordi de var lidt store til ham. Og så virkede fortryllelsen ikke, og han måtte gå en kilometer tilbage for at finde den! Men så gik det over stok og sten igen.

Undervejs blev han også tørstig, og han ville drikke lidt vand fra en sø han kom forbi. Da opdagede Vide forskrækket sit spejlbillede i vandet; han så nu ud som en gråskægget olding, selv om han indeni stadig var ung og frisk som enhver anden dreng.

- Det forsvinder nok med tiden! tænkte han. - For ser jeg gammel ud som ung, vil jeg nok komme til at se ung ud som gammel! Så fortsatte han sin kvikke vandretur.

Og tidlig en morgen var han endelig nået frem. Bare få skridt foran ham - hvilket jo for os er kilometer - kunne han nu se dragen ligge udenfor slottet og snorke. Det sidste stykke vej tog han støvlerne i hånden og listede det sidste stykke på bare fødder, for måske kunne han overraske dragen mens den sov. Hans fars gode sværd havde han jo stadig med.

Men sværdet sad fast i skeden! Vide hev i sværdet af alle kræfter. Pludselig fløj det op - og ud af hænderne på ham! Straks vågnede dragen og greb fat i ham med sine skarpe kløer.

- Nej, nu har jeg aldrig kendt magen! sagde dragen hæst og lavede en lyd, der vist nok skulle være latter. - Er det nu oldinge jeg skal slås med! På slottets mur begyndte indbyggerne at dukke op. Kongen kom også.

- Jeg er aldeles ikke kommet hverken for at slås eller for at blive fornærmet! svarede Vide. - Se: kastede jeg ikke sværdet straks jeg kom?

- Hm. Jovist! hvæsede dragen. - Men så sig mig da hvorfor du kom!

- Jeg kommer netop fra din fortryllende og indtagende søster! svarede Vide.

- HÆ! lo dragen. - Jeg har slet ikke nogen søster!

- Vist har du bestemt så! svarede Vide. - Og hvis jeg var i dit sted ville jeg opsøge hende der hvor hun bor. For hun bor i et palads, hvor hun har sit eget private kammer i et tårn med en smuk udsigt - for en drage. Desværre ligger det lidt langt væk for dig. Se; jeg har haft kilometerstøvler på for at kome her, og så var jeg endda en dreng da jeg gik hjemmefra.

- Hør nu her! sagde dragen ærgerlig. - Jeg kan knap nok flytte mig herfra! Tænk på at jeg har ligget her i mange år, og jeg har aldrig været vant til at flytte mig. Og dine kilometerstøvler kan jeg aldrig få til at passe til mine fire ben! Så hvordan skulle jeg nogensinde komme til at besøge min søster? Tro mig; jeg svitser dig, gamle, hvis du kun prøver på at få mig til at ærgre mig over mig selv!

- Vist gør jeg ikke det! svarede Vide kækt. - Jeg vil hellere end gerne hjælpe dig med at komme derhen hvor hun er, og jeg kan hjælpe dig! Men det vil også kræve en lille indsats fra dig.

- Hvis det er sandt hvad du siger, så vil jeg også gøre min del! hvæsede dragen. - Men lyver du så vil jeg stege dig og riste dig og fortærre dig, fordi du har gjort mig bedrøvet og ked af det!

- Lad det være en aftale! sagde Vide. - Og sæt så dine kløer for dine øjne og lyt! Om et kort øjeblik vil du høre en lyd som af vingeslag, og når jeg så råber "VÆK", ja, så er du virkelig væk!

Forsigtigt hentede Vide nu sit sværd og begyndte at svinge det i luften.

- Ja, ja, nu kan jeg høre vingerne! jublede dragen.

Med et ordentligt hug kløvede Vide halsen over på bæstet, mens han råbte: VÆK! Og der lå den! Men; i samme nu dragen var død forvandlede dens krop sig til en stor skat! Og Vide fik sit rigtige udseende igen.

Åh ja, og på slottet jublede de alle sammen og portene blev igen åbnet på vid gab. Nu kunne prinsesse Beate rigtignok komme ud og få lidt farve på de blege kinder!

Det blev sandelig en lykkelig tid i kongeriget nu: Skatten kom i skatkammeret. Og Vide blev konge og blev gift med prinsesse Beate, og sammen fik de en masse dejlige prinser og prinsesser. Og kong Kymbel kom på pension; nu fik han masser af tid og kunne rigtig komme ud og se sig om - for han fik kilometerstøvlerne!